Om Nakskov

Nakskov er Lollands største by og købstad med 13.243 indbyggere (2013)[1] beliggende i bunden af Nakskov Fjord på vestkysten af øen i Lolland KommuneRegion Sjælland. Den var tidligere en betydelig skibsværftsby i Danmark, hvor den verdenskendte søtransportvirksomhed ØK (Østasiatisk Kompagni) stiftedes af nakskovitten H.N. Andersen i slutningen af 1800-tallet. Nakskov har i mange år og er stadig en driftig industriby med Nakskov Mill Foods og Nakskov Sukkerfabrik som de helt store virksomheder ved siden af søfartshandelen.

Trods byens industrialisering har Nakskov bevaret en del gamle bygninger i bybilledet, bl.a. bindingsværkshusepakhuse og købmandsgårde samt flere små gader og stræder, der giver købstaden et middelalderagtigt udseende. Blandt de mest markante bygninger er byens største kirke, Sankt Nikolai Kirke, opført i begyndelsen af 1200-tallet, den gamle kornlade Dronningens Pakhus fra år omkring 1589-91, købmandsgården Theisens Gård fra 1786 og Det Gamle Apotek opført i 1645 med en tilbygget barokfacade fra 1777. Her holder Nakskov Turistbureau til i dag.

Nakskov har en række museer at fremvise for besøgende. Blandt andet Danmarks Sukkermuseum, som beskriver hele roedyrkningens historie på Lolland. Et andet museum er Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum, der er indrettet i en rød havnebygning med tårnur og fyrtårn. Her findes bl.a. en udstilling om Nakskov Skibsværft og udstillinger af skibsmodeller, navigationsudstyr samt skibsuniformer. Den Gamle Smedje beliggende i Tilegade stammer fra 1795 og er et såkaldt "arbejdende museum", hvor lokale smede benytter sig af fortidens arbejdsmetoder. Et museum efter samme koncept er Det Gamle Trykkeri i Jernbanegade, der ligeledes indeholder en fotoudstilling om byens historie samt Byens Lokalhistoriske Arkiv.

Nakskov er i dag en moderne handelsby beliggende nær rute 9 og Tårs Færgehavn, hvorfra der er færgeforbindelse til Langeland. Fra centrum er der godt 11 kilometer til Søllested, 27 til Maribo, godt 30 til Rødbyhavn, 55 til Nykøbing Falster og 160 kilometer til København. Byen fungerer som service- og handelscenter for oplandet.

Kilde: Wikipedia

 

 





Der er et særligt sted i Danmark